Gyldne regler

Din forberedelse til en jagt:

  • Forbered dig selv og hesten til jagten ved at ride ture sammen med en større gruppe i et frisk tempo og springe i skoven. Der ligger en række faste forhindringer, du kan øve dig på i Sperrestrup skov. Husk dog, at for at de kan få lov, at blive stående, har skoven sat som betingelse, at der udvises hensyn til andre ryttere og skovgæster.
  • Find ud af hvordan din hest opfører sig. Kan du holde den, sparker den – og især om du kan holde afstand. Heste bliver typisk meget glade og friske, når de får lov at ride med i et større felt.

Heste, der sparker er uegnede i et felt og er IKKE velkomne på Babyjagt.

Er du i tvivl, bindes en rød sløjfe i hestens hale for at advare andre ryttere, og ekvipagen lægger sig bagerst i feltet.  Den røde sløjfe fritager ikke for ansvar, som følge af hestespark. Det er din pligt, at holde afstand til andre.

FØR og under JAGTEN – hvad gør jeg
Mød op i god tid! Hold øje med vores Facebookside for opdateringer.

På Babyjagten rides som regel i 2 ponyfelter, 2 hestefelter og 1 følgefelt – der springes i alle felter. Uanset din alder rider ponyer i ponyfeltet, og heste i det store felt – af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er Parade kl. 10:00 (opstilling foran officials / Master og ræve) hvor Master byder velkommen og giver praktisk information. Efter Paraden skridter alle rundt to og to efter Master for 1. felt. Her finder du en makker (kendt eller ukendt), ekvipagerne bliver talt og fordeles jævnt i felterne. Første felt rider ud kort efter, og Master for sidste felt deler/har delt felterne.

Der rides to og to i felterne, som anføres af to ”ræve” (to erfarne ryttere med en rævehale på skulderen). ”Rævene” viser vejen og angiver om der kan rides parvis eller i enkeltkolonne. Efter ”rævene” rider Master (typisk med høj hat), som bestemmer tempoet – Master må ikke passeres. Felterne kan også bestå af en midter- og bagmaster, som hjælper, giver gode råd og instrukser.
Instrukser fra Master, Bag- og Midtermaster SKAL følges.  

Man holder sin plads i feltet – på hele turen – og springer to og to, hvor der er plads, ellers en og en.

Ved afsidning eller knækket tøjle råbes STOP, så hele feltet standses, og rytter og hest kan finde hinanden igen. Tabte bøjler og andre små ting ordnes i farten, eller når der atter tages ned i skridt.

Hold sikkerhedsafstand (2-3 hestelængder), så du kan nå at stoppe/reagere ved stop eller afsidning foran. Du skal dog ikke holde så lang afstand, at ekvipagen foran forsvinder ud af syne.

Er du i tvivl om din hest springer, skal du ride bagerst i feltet, hvor bagmaster sørger for at feltet hænger sammen.
Hvis din hest stopper, så rid hurtigt ud til siden, rid udenom springet og fortsæt med feltet.På Babyjagten forsøger man IKKE at springe forhindringen igen. 

Kommer du eller din hest til skade vil du blive ledsaget hjem af en anden rytter med mindre du selv kan klare problemet. Jagtryttere er kendt for at hjælpe hinanden.

Efter jagten
Efter sidste forhindring venter ekvipagerne på de øvrige felter (skridt stille rundt, tag hensyn til tilskuere, og giv plads til de sidste felter) Først når der er blæst ”jagt forbi” og sagt tak for i dag, drager ekvipagen hjemad.

En god introduktion til jagtridningen er også Niels Goldschmidts Bog om jagtridning på 208 sider, som kan erhverves for 178 kr. + porto. Henvendelse til: niels@goldschmidt.dk

Se også Sportsrideklubbens Jagtafdeling http://www.jagtridning-i-spr.dk/ for mere information.


Jagtridning er en sport/hobby, hvis primære formål er at få en god oplevelse med natur, heste og hinanden. Man skal dog ikke undervurdere sværhedsgraden ved at ride i flok over terrænforhindringer, og det er vigtigt for den gode oplevelse og sikkerheden, både for sig selv og andre, at man er sikker på at have fuld kontrol over sin hest, og at både hest og rytter er i stand til at springe. At ride jagt er ikke ufarligt, og du har naturligvis et personligt ansvar for at kunne håndtere dig selv og din hest.

Hingste eller hopper i fol kan ikke ride med på babyjagten.

NB! NB! NB!
Babyjagt er et privat initiativ – den er IKKE en tællende jagt i hverken SPR eller andre jagtrideklubber.

Foto: Bent Ursin 2022